Af Nadia Parbo
Forleden blev jeg spurgt, om jeg kunne hjælpe en dansk/britisk familie med det danske sprog. Der var en danskeksamen i den kommende fremtid og generel grammatik, der skulle rettes op på. Jeg sagde ja tak. Og så kom detaljen: en halv time til hver. En halv time per uge, sammenlagt en time. Det var det. Ikke mere. Forhåbentligt ikke mindre.
Af Nadia Parbo
Vi har alle oplevet det; at sidde overfor en elev, hvor motivationen bare mangler. Vi kan komme med alle vores gode grunde og energi, men der sker ingenting. Eleven hader faget, lektier, læreren – og også lidt os, fordi vi kommer som en repræsentant for det, de hader.
Af Nadia Parbo
Hvis der er én ting, der ofte går igen hos mange af de udlændinge, som jeg underviser i dansk, er det, at de (næsten) aldrig kan høre forskel på nogle bogstaver.
Forskellen mellem A og Æ giver altid store problemer og det samme gør forskellen mellem Ø og O. De vokaler som vi har i Danmark, kan tit være kilde til frustration, som senere bliver til den totale opgivelse. Det er simpelthen ikke til at lære, er ofte konklusionen.
Af Nadia Parbo
Nogle gange kan det være en smule svært at holde styr på, hvem der har brug for hvad og hvem, der skulle koncentrere sig mere om komma og mindre om ordklasser.
Da jeg først startede som tutor, spurgte jeg sommetider igen og igen mine elever om, hvornår den næste eksamen forekom og hvad det nu var, vi aftalte at lave denne gang. Alt sammen noget, som altid virkede til at være i orden med mine elever – men ikke med mig selv. For var det ikke lidt irriterende, at jeg sådan blev ved med at rode rundt i det?