Af Nadia Parbo
Forleden måtte en af mine elever gå til bekendelse: han havde hadet de første timer af vores undervisning.
Jeg havde kunne mærke det på ham, men var alligevel nysgerrig efter at få at vide, hvad der havde skabt et trauma i ham, når vi skulle mødes.
Det var nemt at svare på, sagde han. Det havde været det dybt private aspekt af at skulle tale et nyt sprog foran en fremmed – mig.
Nogle gange glemmer os tutorer i sprog – og hvad der ellers kan regnes for kommunikation – at selvom vi har nemt ved at tale et sprog, er det svært for dem, vi sidder overfor. En af mine elever sagde engang, at hun aldrig ville mødes et offentligt sted, fordi det var alt for grænseoverskridende. Det overraskede mig, for hun var blevet langt bedre end hun havde været første gang, jeg mødtes hende. Men alligevel var hendes selvsikkerhed ikke deroppe, hvor hun – ifølge sig selv – ville udlevere sig foran totalt fremmede (der højst sandsynligt ville være ligeglade med hendes engelskkundskaber).
Hvis nogen bad mig om at tale fransk i en time, hvor alle mine fejl blev påpeget, ville jeg også få visse tilbøjeligheder til voldsom nervøsitet, men det er godt at blive mindet om det en gang imellem. Som tutorer er vi et trygt sted, for vi har vores på det tørre, men den person vi sidder overfor, lider nogle gange – især i starten – af et angstlignende tilfælde, der sommetider gør dem nervøse i selv et par dage op til en ny undervisning.
Hvis vi som tutorer italesætter det med forståelse og empati, tror jeg, der kommer gode og stabile lektioner ud af det til sidst. Nervøsiteten vil stadig være der de første par gange, men jeg tror, at hvis kommunikationen er ærlig og empatisk, vil undervisningen automatisk følge med. Så lad os hjælpe hinanden.
Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.