Af Nadia Parbo
Så er det endnu engang blevet juni, denne særprægede måned, hvor man som tutor enten har rygende travlt, eller hvor alting er begyndt at dysse ned.
For mig er der denne gang tale om en stille måned, der primært handler om at sige farvel til studerende, som jeg sikkert aldrig får at se igen. Og er dét ikke bare den mest underlige følelse?
Jeg har aldrig været god til at sige farvel og især har jeg aldrig været god til at sige farvel til dem, jeg har et relativt professionelt forhold til. Jeg underviser de fleste af mine elever en gang om ugen, hvilket giver os et vist professionelt præg, men samtidig har jeg også sommetider snakket med dem om andre ting; hvis de havde det svært i skolen, var nervøse for en eksamen eller bare været i godt humør over, hvor godt alting gik. Men nu skal vi til at sige farvel.
Jeg har efterhånden nærmest et manuskript, som jeg følger, hvor jeg siger, at de altid kan kontakte mig igen. At følge et manuskript kan lyde kynisk, men på den anden side lader det en dør stå åben, så det ikke virker som et endeligt farvel: de kan jo altid komme igen. Alligevel er det en uundgåelig akavet stemning i de sidste minutter, for efter at have set hinanden ofte i – sommetider – årevis, er det nu overstået. Og bagefter er det slut. Nu skal de videre i livet og jeg sletter alle de noter, vi har lavet igennem tiderne.
Ja, det kan jo være, at jeg bare er en nostalgisk type, men det har nu altid været en svær del af at være tutor, ligesom jeg forestiller mig, at det må være svært som lærer. Men kunsten at sige farvel er værd at tillære sig. Det gør det lidt mindre svært – trods alt.
Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.