Af Nadia Parbo
Man plejer at sige, at et nyt år giver nye mulighed – det plejer jeg at være enig i, og det er bestemt også tilfældet denne gang, da jeg har taget en stor beslutning efter mange år som tutor: nu er det på tide at finde andre veje og gøre noget nyt.
Som så meget andet har det været en svær beslutning at tage: at være tutor er berigende og jeg har mødt så mange søde, sjove og kloge mennesker. At lukke døren til det kan være lidt trist, når jeg ser tilbage på alle dem, jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke var for det at være tutor. Men det bedste har altid været at være i stand til at hjælpe dem, der – uanset hvor meget de prøvede før – pludselig forstod noget, der havde været lukket land, indtil de fik den ekstrahjælp, de søgte.
Så tak til alle de elever, jeg har haft gennem årene. Det var været en fornøjelse. Der har selvfølgelig også været dem, der bare ikke har gidet og blev tvunget af forældrene – men det var overraskende få. Og nogle gange endte de endda også med at lære noget af det hele, og så blev både de, jeg og forældrene tilfredse. Og sommetider har der været en sjælden gang, hvor de endte med at interessere sig lidt mere for sprog, end de gjorde før.
Min fornemmelse er, at det aldrig har været hårdere at koncentrere sig end nu, hvor alting kæmper om vores opmærksomhed, men med de elever jeg har haft gennem tiden, har jeg alligevel en fornemmelse af, at det nok skal gå.
Nadia Parbo er - udover at være tidligere tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.
PS Er du tutor og har du lyst til at skrive lidt om dine erfaringer en gang imellem her på Tutoren.dk, så kontakt os på [email protected]. Du bliver naturligvis betalt for alle indlæg til bloggen.
PPS Glædelig Jul og Godt Nytår fra alle os på Tutoren.dk!