Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

At være tutor i engelsk er en sær ting. Mange gange oplever jeg – både professionelt og i gadebilledet – unge, der regner sig selv for at være eksperter i sproget, noget som 0 ud af 10 gange viser sig at være sandt.

At undervise nogen i noget, der er pålagt af forældrene, og hvor de ser sig selv som næsten-eksperter, er svært nok, men det viser sig ofte at være værre, når undervisningen kommer til dem, der ser sig selv som nederst i hierarkiet, fordi de netop ikke ser sig selv på den måde.

Der er noget over engelsk som sprogfag, der har en anden status end eksempelvis dansk eller tysk. Engelsk er cool. Hvis man ikke er god til engelsk, er man ikke cool og hvis man ikke er dét som 16-årig, kan skolen være et svært sted at være. Også selvom det hele udelukkende eksisterer i ens eget hoved.

Nogle gange oplever jeg endda, at dem jeg underviser i dansk, også viser sig at være udfordret i engelsk – men de vil ikke have hjælp. Måske er karaktererne dalende, måske kan de selv mærke at de falder bagud og nogle gange opdager jeg det selv. Uanset hvad, vil de ikke modtage hjælp. For når de først får den slags, har de indrømmet noget overfor sig selv. I teenageårene er engelsk med andre ord et fag, hvor det er flovt ikke at være lige så god, som man tror, de andre er.

Men hvorfor er det sådan – og hvad kan vi som undervisere gøre ved det? Teenagelogik og pres fra ens egne forestillinger kan være en svær nød at knække og ofte ser jeg det som bedst at lade det være op til den enkelte, indtil de måske en dag – ofte inden eksamen – indrømmer, at de godt kunne bruge den hjælp der. Men hvis der er en enkelt ting, jeg altid fortæller de elever, der har det svært med at være mindre gode til engelsk, er det dette: de andre er ikke så gode, som du tror. De er ikke engang så gode, som de selv tror. Og man er altid værst i sine egne øjne, mens omverdenen ser det helt anderledes. Lad os håbe at den pointe en dag vil bosætte sig i de elever, der tvivler mest på sig selv.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori