Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

Hvis der er én ting, vi alle kan være enige om, er det, at januar (og såmænd også februar) er en hård måned at komme igennem – især når der står ’corona’ skrevet i himlen, hver gang man kigger ud ad vinduet. Det meste foregår i den virtuelle verden og alt det, der hedder relationer er sat på hold.

Og så alligevel. I disse tider er jeg især glad for at have mine elever, der gennemgår de samme strabadser – nogle af dem endda værre end mange af os, der allerede har etableret sig i livet. Det kan være usædvanligt hårdt at starte på et nyt kapitel af sit liv, bare for at opdage, at man ikke ville kunne genkende sine klassekammerater, hvis man ikke så dem på skærmen.

Flere medier er nu begyndt at skrive om, hvordan lockdown også har sat sit præg på de unges mentale tilstand og jeg kan blive bekymret for, at den har sat sig for meget i sjælen til, at den bare løfter sig i samme øjeblik, som lockdown gør det.

Men jeg tror på, at vi kan hjælpe hinanden. Jeg tror, at selvom vi ser hinanden gennem en skærm, og selvom jeg egentlig er sat til at hjælpe med det sproglige, kan det betyde alverden at spørge, hvordan mine elever har det. Hvordan klarer de det derhjemme sammen med søskende og forældre? Nogle trækker på skuldrene og siger, at det hele er fint, men der er også dem, der har meget på hjerte og bare savner livet, som det var.

Det er der min rolle som tutor udviskes og jeg bliver hende, der lytter. Sjovt nok, er det også ofte de elever, der kommer af med alle deres frustrationer og bekymringer, der klarer sig bedst, når vi så skal gennemgå grammatikken. Jeg sidder endda også tilbage med en fornemmelse af ikke bare at have hjulpet med lektierne, men også med at have skabt en menneskelig forbindelse. Og det er bestemt ikke at kimse af i disse tider.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København

Kategori