Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

Eksaminerne er i gang og dem, der burde have haft hjælp året ud, men aldrig fået det, er nu begyndt at blive bekymrede. Nogle af dem får jeg i min indbakke. Der er tale om forskellige fag, men de har dog alle én ting tilfælles: i deres desperation, inkluderer de ikke nogen form for information.

Måske er det bare mig, men hvis der er noget, jeg hader, så er det, når nogen spørger om min hjælp, men ikke engang gider at skrive mit navn i starten, eller give mig noget information om, hvad det er jeg skal hjælpe med. Jeg har fået en besked fra en studerende, der spurgte om jeg kunne hjælpe med en opgave og jeg har fået en besked fra en mor, der spurgte mig om jeg kan hjælpe hendes barn med en eksamen – den sidste beordrede mig endda til at ringe med det samme. Og det var det. Der var ikke flere informationer. Eller bare denne her: ”jeg har brug for hjælp til dansk”. Wow. Der har ikke været informationer, der går i dybde med hvilken form for hjælp, hvilket studieniveau, hvilket niveau de selv regner med at være, hvor de er i landet, baggrundsinfo og de har ikke engang rettet mod mig, da mit navn ikke er kommet med i travlheden.

Jeg har tidligere skrevet om, at det er god stil at svare, når man som tutor får en besked, men lad mig understrege, at det er lige så god stil at være en smule informativ og høflig, når man spørger et andet menneske om hjælp. Ellers bliver jeg også til en af dem, der ikke kommer til at have tid til at svare.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori