Af Nadia Parbo

Forleden fik jeg en besked, hvori moderen til en gammel elev spurgte, om jeg havde tid til at genoptage undervisningen. Da jeg selv er i fuld gang med studier, måtte jeg sige nej, men jeg tænkte alligevel over beskeden, da jeg havde givet mit svar. For eleven var først og fremmest en dreng og så var han ikke etnisk dansk. Og så kom tanken: vi underviser ofte den samme slags type elever.

For det er jo rigtigt. I min tid som tutor har jeg primært undervist den samme type: gymnasiepigen, der gerne vil have et 12-tal i alle sine opgaver, men som egentlig ikke har gevaldigt store udfordringer. Der har selvfølgelig også været mange andre, men 12-talspigen er gået igen. Hun har i øvrigt også ofte boet det samme sted, lidt nord for København.

Derfor var det med lidt tristhed, at jeg måtte indse, at jeg blev nødt til at afvise ønsket til at genoptage undervisningen med den tidligere elev. Jeg kunne godt savne diversiteten, selvom jeg heller ikke helt ved, hvorfor den ikke er der. Ér piger fra det nordlige København bare mere interesserede i at være gode til sprog eller er det fordi kulturen i den del af Københavnsområdet er mere gearet imod privatundervisning. Jeg skal ikke kunne sige det.

Men jeg kan dog sige, at jeg husker alle dem, der har været udenfor det sædvanlige. Jeg husker tyskeren, der elskede at lære dansk ved at oversætte og diskutere filmanmeldelser og jeg husker den tyrkiske pige fra vestegnen, hvis mor altid lavede mad til mig, når jeg kom for at undervise.

Jeg ved ikke, om det er en kultur, der kan ændres på – nok ikke med et snuptag -, men jo mere diversitet, jo bedre tror jeg, at undervisningen kan blive, fordi den så også ændrer sig på en måde, hvor vi kan mødes og forstå hinanden på tværs.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.