Indsendt af Thomas Hesselberg den 20/11/2021 - 00:05

Af Nadia Parbo

Nu er det ved at blive den tid igen. Nej, ikke juletiden, men der hvor eksaminerne står for døren. Det er til at mærke som tutor, hvor forespørgsler om hjælp kommer lidt oftere end i lavsæsonen. Det er selvfølgelig dejligt, hvis man som tutor er i en situation, hvor man ikke selv har særligt travlt, men det kan være en fast kilde til dårlig samvittighed, hvis man selv sidder med eksaminer i den periode.

Jeg fik forleden en forespørgsel fra en mor, der søgte om hjælp til sit barn. Det var en af den gode slags anmodninger; masser af information, forslag til hvor det kunne foregå og mit navn (stavet rigtigt) i toppen. Men jeg måtte afslå. Ikke bare på grund af egne eksaminer, men også fordi det ikke kun skulle være én, men flere gange om ugen. Jeg skrev mit afslag med forslag om at søge videre på Tutoren.dk og forslag til andre steder, hvis det ikke gik. Og så skrev hun tilbage. Det plejer aldrig at ske. Det var ikke et langt svar, men nok til at give mig den dårlige samvittighed, jeg altid kæmper med efter et afslag.

Jeg er et rationelt menneske, der godt kan forstå konceptet i ikke at kunne hjælpe alle, men det er alligevel svært at kæmpe med billedet af en trist teenager, der prøver at tillære sig viden uden at få hjælp til det. Men så kommer jeg til at tænke på den lille trøst i, at jeg i det mindste sendte et svar, så hun kan komme videre. Så længe der bliver søgt i tide, burde det være til at finde nogen, der ikke selv sidder over bøgerne. Det håber jeg i hvert fald, så jeg kan lægge billedet af den triste teenager fra mine tanker.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori