Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

Jeg havde forleden en snak med en af mine elever. Det var den første gang, jeg følte mig uretfærdigt behandlet og det fik mig til at tænke på, hvor mange tutorer der er udsat for elever, der forventer en mirakelkur i stedet for at være realistisk og forstå, at man ikke bliver bedre, hvis man ikke er med til at hjælpe sig selv.

Den omtalte elev følte ikke, at der skete nok. Hvorfor blev de ikke bedre og hvorfor gik karakteren ikke op? Det måtte da udelukkende være min skyld, for det er jo mig, der var der for at undervise fire timer om måneden. Altså, når der ikke blev aflyst eller hvis aftalen ikke blev glemt.

Jeg elsker at være tutor og jeg elsker at se mine elever forbedre sig. Men de forbedrer sig ikke kun på grund af min hjælp; de forbedrer sig, fordi jeg giver dem det skub, de har brug for og som kan hjælpe dem med at blive bedre. Med andre ord er de med til at hjælpe sig selv. De læser teksterne, laver øvelserne og udfordrer sig til at have mindre svært ved det, der var uoverskueligt førhen.

Men man bliver ikke bedre af at have min tilstedeværelse i stuen et par gange om måneden. Fordi jeg er god til et fag, er det ikke ensbetydende med, at modtageren automatisk bliver det. Ja, jeg kan jo være ligeglad, men det var den pågældende elev ikke. Der blev forventet, at jeg på magisk vis ville gøre eleven bedre, uanset hvilken indsats de (ikke) lagde for dagen. Sådan er virkeligheden bare ikke. Hvis man ikke gider lave opgaverne og i øvrigt synes, at faget er dumt, er der ikke meget, jeg kan gøre.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori