Tips til at undervise online

Indsendt af Thomas Hesselberg den 16/04/2021 - 21:56

Af Nadia Parbo

Forleden kom jeg for første gang i en af mine elevers hjem siden anden lockdown i december. Jeg var lykkelig for endelig at undervise ansigt til ansigt, men på vejen hjem tænkte jeg også over, hvor dejligt det er nu at være i stand til at undervise online.

Men hvis du stadig er en af dem, der synes, det er en smule grænseoverskridende at undervise uden at være i samme lokale som din elev, er her nogle tips, der måske kan gøre det lidt nemmere:

For det første elsker jeg Google Drive og alt, hvad det kan. Både drive og andre delingsværktøjer er guld værd, når det kommer til at være effektiv i den tid, der er til rådighed. I stedet for at forklare alting med fagter, er det langt mere tilfredsstillende at se, hvad der foregår, mens I deler et dokument. Det er næsten som at være det samme sted.

For det andet har jeg opdaget, at det er godt at vide, hvad man som tutor har det godt med. Er det bedst, hvis du er alene hjemme og kan koncentrere dig eller er det måske vigtigt for dig at have en baggrund, der ikke viser for meget af dit hjem? Find ud af det inden timen. Ellers kan det gå hen og dominere din tankegang og du kan derimod ikke længere koncentrere dig om eleven.

Hvilket selvfølgelig leder mig til det sidste tip, som vil hjælpe mig i fremtiden – især med nye elever, jeg måske møder første gang online: forbered dig bedre end nogensinde før. Hver gang. Jeg kan godt blive nervøs, inden jeg møder en ny elev, men det er intet i forhold til, hvordan jeg har det, hvis jeg møder dem over nettet. Hvis du er neurotiker ligesom mig, er forberedelse vejen frem. Den får dig til at slappe af og det får dig til at blive en bedre tutor. Og hvem vil ikke gerne dét?

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori