Af Nadia Parbo
Nogle elevers niveau kan være svært at bedømme, mens andres er tydeligt fra første øjeblik. Sidstnævnte har ofte brug for flere timer end jeg kan tilbyde, selvom det måske heller ikke ville hjælpe, for motivationen findes hos forældrene, ikke eleven. De har brug for at indhente fagets forsømte områder, samtidig med alt det, der hele tiden er nyt på pensum.
Og nogle gange – ofte efter en ferie eller længere pause – sker der det, at eleven pludselig begynder at interessere sig for faget. Jeg ved ikke, hvordan det sker eller hvornår tingene har ændret sig, men en ændring er der. Den er ikke larmende eller bombastisk, men mere en diskret interesse, der viser sig, når der forklares om et emne eller læses en tekst. I stedet for at rykke rundt på stolen eller give et halvhjertet svar, er der kommet en ro over undervisningen. Og så ville jeg snart ønske, at jeg kunne bruge mange flere timer på eleven. For der er få ting lige så skønne indenfor tutor-faget, som når en elev begynder at interessere sig for det, der bliver undervist i.
Med den nye interesse kommer der også hurtigt forbedringer. Jeg har oplevet elever, der ikke gad sige mange ord på engelsk, indtil de uventet fik et stort ordforråd. Eller dem, der syntes grammatik var det dummeste og mest ligegyldige i verden, indtil de overraskende kunne forklare alle forskellene mellem et adjektiv og et adverbium. Og pludselig kan de huske, hvad jeg har lært dem.
Og hvad kan man så bruge det til? Ja, jeg har lært ikke at give op. Det kan tage år før der kommer en modenhed og evne til at interessere sig for et fag. Sommetider kommer det aldrig. Men nogle gange er det der hurtigt og uden varsel. Hvorfor ved jeg ikke, men det er stadig en af de bedste ting ved at være tutor.
Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.