Af Nadia Parbo

Sommerferie. Den der stille periode, hvor roen sænker sig efter en hård eksamensperiode og der ikke sker meget andet end et par e-mails i ny og næ om småopgaver.

Men nu er skolen, gymnasiet og universitetet startet igen og så småt begynder tingene at dukke op igen. Eller gør de? Jeg har igennem mange år haft nogle elever, hvor det altid var mig, der skulle minde dem om, at nu var skolen startet igen og vi skulle til at tænke på at genoptage undervisningen. Derefter er det altid gået fint, men efter hver stor ferie – sommer- og juleferien – har jeg haft fornemmelsen, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville der ikke ske noget. Går den, så går den. Det er nok en situation, vi som tutorer er mange, der kender til. Det plejede at genere mig lidt, fordi det sagde noget om entusiasmen. Men nu ser jeg det mere som et eksperiment.

For nu er jeg i den situation, at jeg selv er startet på (endnu) en uddannelse på universitetet og ikke har den samme tid, som jeg plejede. Så eksperiment ”MIA – missing in action”, hvor jeg giver disse særlige elever muligheder for at slippe for undervisning for altid, er i gang. Jeg kontakter dem nemlig ikke. Så må vi se, hvad der sker. Jeg gør det ikke, fordi jeg er irriteret eller noget i den stil, men mere som et eksperiment: hvor vigtig er ekstra undervisning for dem, der har brug for den? For det er altid dem, der er svagest i sprogfag, der er langsomme til at kontakte mig efter ferien. Vil de kontakte mig efter et halvt år, når det går op for dem? Tager det dem bare lidt længere tid at komme tilbage i skolerutinen? Eller hører jeg aldrig fra dem igen?

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.