Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

De fleste af os arbejder meget med teenagere. I langt de fleste tilfælde er dette en positiv oplevelse, da de fleste teenagere, som jeg i hvert fald har oplevet, ikke har været det selvoptagede billede, som medierne ynder at give os, men derimod intelligente, søde og interessante individer, der hver har deres holdninger og idéer om livet. Altså: fuldstændigt ligesom os. De er en del af grunden til, at jeg personligt elsker at hjælpe med det faglige, når det kniber.

Men så er der også den klassiske kliché, jeg nu heldigvis kun har stødt på meget få gange i løbet af min tid som tutor. Klichéen er selvfølgelig den klassiske teenager, der har ansat en tutor til at hjælpe med de svære lektier, men som samtidig hader at blive udfordret og ser dette som anledningen på en magtkamp.

Der er et vist dilemma i at prøve at undervise en elev, der hader at blive både sagt imod og givet ny information. For ikke at tale om det fjollede i at lade forældrene give mig penge for noget, teenageren slet ikke regner med, at jeg kan – eller nogen anden – kan. Hver gang jeg møder en af disse individer, skal vi bruge noget af hver time på at forsvare min viden. Det er udover den tid, vi bruger på, at eleven ikke vil tale til mig, fordi jeg har stillet krav til enten mundtlig eller skriftlig præsentation.

Det lyder måske meget godt at blive betalt for at sidde og intet lave, men på den anden side er det ikke derfor, jeg har sagt ja til opgaven om at hjælpe fagligt. Så jeg prøver at tage det som en udfordring. Ikke i undervisning, men i min egen konfliktsky tilgang til, ja, konflikter. Det er aldrig rart at tale med forældre, fordi deres barn lider af teenaginitis, men nogle gange skal det til. Desværre.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori