Indsendt af Thomas Hesselberg den

Af Nadia Parbo

Når jeg ikke underviser, sidder jeg ofte og skriver på en roman. Jeg har skrevet bøger i årevis og bliver altid rastløs, når der ikke ligger et litterært projekt og venter på mig.

Derfor har jeg også været udsat for skriveblokering, der efterhånden er et fænomen, der er kendt for de fleste. Følelsen af at noget står i vejen for den kreative proces og hvor det eneste, der ligger foran en, er den blanke side, der bliver ved med at være netop dét: blank. Man er tømt for energi og inspiration ligner noget, der aldrig vil komme tilbage.

Det samme kan ske med undervisning. Nogle gange er det svært at sige, hvad der nu skal undervises i eller hvad der er brug for. For det meste er det nemt at lave en plan, så eleven får mest muligt ud af timerne, men nogle gange er det som om, der kommer en blokering. Men i stedet for at den blokerer for det kreative, skriftlige input, blokerer den for den kreative side af læringsprocessen. Lige pludselig er det svært at finde på de opgaver, der for alvor vil sætte gang i eleven eller finde på nye metoder for at forklare en specifik problemstilling.

Efter selv at have oplevet det nogle gange, har jeg lavet en liste, der indeholder de mest typiske opgaver, som de fleste kan sættes til. For de fleste kan der altid undervises i mere sætningsanalyse, mere kommatering, for eksempel. På den måde giver jeg mig selv en pause uden at eleverne lægger mærke til, at jeg i virkeligheden er løbet tør for idéer. De skal nemlig nok komme tilbage, når jeg ikke prøver at tvinge dem frem. Så hvis det også er noget, I som undervisere oplever: bare rolig. Giv jer selv tid. Nogle gange skal hjernen bare have en lille ferie, før den igen kan være fuld af energi.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

Kategori