Er det en ulempe at vide noget blandt nutidens unge

Af Nadia Parbo

Det er efterhånden velkendt, at den generation, der nu ejer retten til at sidde på Danmarks skolebænke, går under det uheldige navn Generation Dum. Det er ikke en betegnelse, de selv ynder at udtale sig om, men det er heller ikke mange af dem, der overhovedet ved, at de går under dette uheldige navn.

Det er efterhånden begyndt at blive et spørgsmål, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv, når jeg endnu engang er blevet overrasket den mangel på viden, der hersker hos mange unge i dag: Hvorfor ved Generation Dum ikke særlig meget om noget som helst?

Ved man meget om noget, der ikke er popkultur, er man simpelthen kedelig. Eller som en af mine elever engang sagde, ville man ”aldrig blive inviteret til festerne”, hvis man viste sig at have for meget viden om noget, der kunne forveksles med intelligens. Jeg siger ikke, at man skal underholde Gud og hver mand med sin kolossale information og danske præpositioner, men hvorfor er det blevet en ulempe overfor sine jævnaldrende, at man er vidende? Er det den slags et stigma, der gør, at stadig flere unge gør sig mere og mere fortjent til titlen om at være en del af generationen med det lidet positive navn? For synderligt kundskabsrige er de ikke, disse små poder, der ni ud af ti gange har brug en hjælpende hånd i form af en internetforbindelse ved hånden, når de skal svare på, ja, hvad som helst.

Mange vil nok mene, at det er fordi de unge mennesker er begravet i sociale medier, men en stor del af årsagen er også, at der ikke længere er en interesse for hverken viden, historie eller det samfund, vi befinder os i. På en måde er det forståeligt nok. Er man ikke med på de seneste ”nyheder” om kammerater på diverse sociale medier, er det svært at være med i fællesskabet. Men det kunne nu alligevel være fantastisk, hvis skoler landet over begyndte at indprente bare en smule mere paratviden, inden vi befinder os i en verden af mennesker, der nemt kunne anses som mindre intellektuelt bemidlede end for bare tredive år siden.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame