Den svære skolestart

Af Nadia Parbo

Det nye skoleår er startet endnu en gang og igen skal der laves aftaler for det nye år.

Det kan sommetider være et problem at lave aftaler med elever, der ikke har forældrene ind over, for det er ikke bare svært at komme i gang med skolen – det kan også være temmelig irriterende at skulle i gang med de ekstratimer, der skal til for at blive bedre til det ene svære fag.

Det interessante ved denne tendens er, at det altid er de elever med mest brug for hjælp, der er mindst interesserede i at komme i gang. Dem med lettere ved materialet er for det meste gode til selv at vende tilbage efter ferien, hvor de mere udfordrede ofte tøver mere en én gang, når det drejer sig om at komme tilbage i vælten. Det kan selvfølgelig undskyldes med, at det kan være en del mere trægt at lære de ting, der falder en person svært. Men selv forældrene til disse elever har en tendens til at komme med undskyldninger, selvom de ved, at hvis deres barn ikke lærer dette nu, vil det have negative konsekvenser for deres fremtidige skolegang. Forleden fik jeg endda en besked, der handlede om, at min ene elev ikke kunne tage en time med mig, fordi hendes mor skulle til tandlægen (og, ja, det var moren, der skrev).

Det kan i den grad være svært at komme tilbage fra en ferie, men jeg glæder mig altid en smule til igen at se elever og komme tilbage i hverdagens rytme. Det har altid været en fornøjelse at undervise selv de lettere arbejdssky og jeg tror, det bliver det samme igen i år. Hvis bare de respektive elever også gider komme i gang igen, forstås.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame