Månedens tutor er Kristoffer - Læs interviewet her

Hvor længe har du været tutor hos tutoren.dk og hvordan fik du først kendskab til siden?

Jeg har været hos tutoren.dk siden januar 2010, og jeg lærte siden at kende gennem en medstuderende.

Hvilken baggrund og erfaring har du for at undervise som tutor?

Jeg har en matematisk studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium i 2006, hvor jeg havde både matematik og fysik på A-niveau. Jeg har siden 2007 læst Idræt på Københavns Universitet og har desuden taget to kurser på Matematik i efteråret 2009 (ligeledes under KU), som jeg begge afsluttede med karakteren 12. Det var her jeg fik idéen til at blive tutor. Ved siden af mit studie arbejder jeg som badmintontræner, og har derigennem erfaring med at lære fra mig.

Hvor mange elever underviser du typisk ad gangen og hvor mange timer bruger du på det om ugen? Er det passende eller ønsker du flere eller færre elever?

Jeg underviser for det meste kun én elev ad gangen, men jeg ser intet problem i at undervise to eller måske tre ad gangen, især ikke hvis eleverne er fra samme klasse og har omtrent samme faglige niveau. Jeg bruger ca. 10 timer ugentligt (hvoraf 3-4 timer er forberedelse) på at være tutor, og det er passende for mig.

Hvilke fag og på hvilke niveau underviser du typisk? Er der andre fag eller niveau'er du gerne ville undervise (mere) i?

Jeg har undervist mest i 1.- og 2.G matematik, og det har jeg det fint med.

Er der nogle ulemper ved at være tutor eller er der noget du gerne vil have forbedret?

Den eneste ulempe jeg har erfaret, er transporttiden til og fra elever. Men det problem kan jo nemt løses ved at finde et passende mødested eller ved kun at undervise elever, der bor tæt på en selv.

Hvad er de største fordele ved at være tutor? Føler du at det giver dig et bedre overblik over dit fag? Er det noget du evt. vil skrive på dit CV?

Det er et meget fleksibelt job, der nemt kan kombineres med at være studerende. Desuden er det sjovt og lærerigt, og det er uden tvivl noget jeg vil skrive på mit CV.

Besøg Kristoffer's profil her.