Maanedens tutor er Nikolaj

Navn: Nikolaj
Alder: 20
Geografisk område: Aarhus
Fag: Matematik, Fysik & Engelsk

Hvor længe har du været tutor hos tutoren.dk og hvordan fik du først kendskab til siden?

Jeg har været medlem siden starten af 2016 og jeg hørte om siden gennem en ven som selv har været tutor på siden.

Hvilken baggrund og erfaring har du for at undervise som tutor?

Jeg afsluttede min studentereksamen med topkarakter i de fag jeg underviser i og så synes jeg at det er sjovt og spændende at lære fra sig. Planen er at uddanne mig til gymnasielærer i matematik & fysik.

Hvor mange elever underviser du typisk ad gangen og hvor mange timer bruger du på det om ugen? Er det passende eller ønsker du flere eller færre elever?

Det kommer meget an på om det er i eksamensperioder eller ej. I eksamensperioder kan jeg sagtens have 4-5 elever ad gangen mens jeg har også har haft perioder med kun én enkelt elev ad gangen. Så det er meget forskelligt, men gennemsnitligt bruger jeg måske omkring 6-10 timer om ugen og har 2-3 elever. Jeg synes det er en passende mængde og alt over 5 elever ad gangen er bestemt for meget. Men i øjeblikket har jeg lyst og plads til et par elever mere.

Hvilke fag og på hvilke niveau underviser du typisk? Er der andre fag eller niveau’er du gerne ville undervise (mere) i?

Typisk er det matematik og fysik jeg underviser på enten B- eller C-niveau i gymnasiet. Men jeg har også haft A-niveau elever før i begge fag, hvilket ikke er noget problem da jeg selv har haft begge fag på A-niveau selv. Jeg har også en lille smule erfaring med folkeskole elever, men størstedelen af mine henvendelser kommer fra gymnasieelever. Det hænder selvfølgelig også at jeg har elever i engelsk, men faget er bare ikke lige så populært at søge hjælp i som de to andre.

Er der nogle ulemper ved at værre tutor eller er der noget du gerne vil have forbedret?

Jeg ser stort set kun positive ting vil at være tutor og det er rigtigt sjovt både at undervise, men også at snakke med så mange forskellige elever rundt omkring i Aarhus. Jeg har en enkelt gang haft en ubehagelig oplevelse, hvor en person havde kontaktet mig pr. SMS under 24 timer inden vedkommendes eksamen. Jeg måtte svare tilbage at jeg desværre ikke kunne hjælpe med så kort varsel og modtog derefter en lang række skældsord og ubehagelige beskeder. Så mit råd er at holde den gode tone og skrive til os tutorer i god tid - det er jeg sikker på alle herinde er kan erklære sig enige i.

Hvad er de største fordele ved at være tutor? Føler du at det giver dig et bedre overblik over dit fag? Er det noget du evt. vil skrive på dit CV?

Den største fordel ved at være tutor herinde at uden tvivl de fleksible arbejdstider. Jeg er ofte meget åben omkring hvornår vi kan mødes og det plejer mine elever at synes er virkeligt rart. Derudover så har jeg lært en masse gode undervisningsmetoder og jeg har snart set så mange opgaver fra gymnasiet at jeg løse dem med bind for øjnene. Så jobbet har bestemt gjort mig endnu mere sikker i de 3 fag jeg underviser i.

Du kan finde Nikolaj’s tutorprofil her.