Udflugter og kreativ indlæring

Af Nadia Parbo

Forleden blev jeg spurgt af en elev, om jeg var god til historie og om jeg havde tid til også at undervise hende i det. Af en eller anden årsag var jeg langsomt begyndt at undervise hende i historie sommetider, fordi samtalen ofte gled derhen. Og nu tog hun teten, for hvis vi alligevel altid endte med at tale om emnet, kunne det måske være fordi, jeg var god nok til at undervise i det. Det er jeg også, selvom jeg i skoletiden hadede faget. Det var først, da jeg blev ældre, at jeg opdagede hvor fantastisk, det kunne være.

Men historie er sjovt at undervise i, fordi der er så meget af den rundt omkring os hele tiden. Jeg selv var uinteresseret i faget i sin tid, fordi jeg havde lærere, der ikke var i stand til at gøre emnet sjovt. Det forstår jeg ikke helt, for hvad er nemmere at gøre sjovt end det, der er omkring os konstant?

Så en dag besluttede jeg mig for at tage min elev med på Nationalmuseet. Vi plejer at have det sjovt sammen, så hvorfor ikke bare rykke hen til et museum, der måske er kedeligt med klassen, men som ikke behøver at være det. Som forfatter er jeg god til at fortælle en historie og som hun selv sagde, lærte hun mere af de par timer end nogle af dem, hun havde brugt i et støvet klasselokale. Det var jeg selvfølgelig glad for at høre, men det gjorde også, at jeg opdagede, at ikke al undervisning behøver foregå ved et bord på et par stole. Nogle gange får begge parter noget ud af at komme ud og opdage, hvordan dette fag faktisk godt kan blive spændende. At gøre det hver gang ville selvfølgelig være en fejl, men sommetider er det måske dét, der skal til for at skabe en interesse for et ellers forhadt fag.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame