Ignorerede aftaler

Af Nadia Parbo

I noget tid nu har jeg haft en elev, der altid er opmærksom, når vi har vores ugentlige lektion. Når jeg siger ”ugentlige”, er det dog med et gran salt.

Hans job driver ham rundt omkring i verden, så vi aftaler et nyt tidspunkt fra gang til gang. Det er ikke optimalt for mig, der altid gerne vil have et fastlagt skema, men jeg respekterer, at mine elever sommetider har det anderledes – eller ikke har mulighed for andet. Nej, problemet er begyndt at blive et andet. Det er svært at få fat på ham fra gang til gang. Det har det altid været og det vil det være, indtil der en dag bare ikke vil være noget svar i den anden ende. Måske er det endda denne gang.

Men hvor meget skal man presse på som underviser? Hvor mange gange skal man skrive, før det begynder at blive irriterende på den anden ende. Er der overhovedet en grænse, når man ikke har fået svar på, om der overhovedet kommer en fremtidig aftale eller ej? For mig er det en stor stressfaktor ikke at vide disse ting, men det er også grundlæggende et interessant spørgsmål: hvor langt er det professionelt at gå for at få en elev til at møde op og
lære noget?

Som tutor har jeg derfor sat et enkelt tal op for mig selv: 3. Tre gange skal jeg give det, før jeg må lade sandheden gå op for mig: at der ikke er mere interesse. Første gang er en påmindelse om undervisning. Anden gang er et spørgsmål om lyst. Tredje gang er en advarsel om, at det er den sidste besked. Så må eleven tage den derfra og jeg skaber min egen ro i sindet og slipper for den unødige stress, det ellers kunne give mig, hvis jeg ikke havde regler.

Men lad os krydse fingre for, at elever også er interesserede, når vi ikke sidder med dem. Jeg ville personligt elske det.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame