Hvornår ved man noget?

Af Nadia Parbo

Intelligens er en sjov størrelse, for hvordan måles den i viden? Er en person, der ikke kender de store forfattere, men kender navne og fødselsår på samtlige deltagere i alverdens reality-programmer, dummere end den person, der kender alt til både Leo Tolstoy og Don DeLillo?

Og hvad med den person, der ikke virker til at have vokset op i en kulturel verden og absolut intet ved, men scorer højest i en IQ-quiz? Hvornår kan vi kalde hinanden kloge og hvornår er vi ”bare” kulturelt dannede?

Jeg sad forleden med en elev, der var ved at dåne over, at jeg hverken kendte den ene eller den anden hovedperson i en eller anden sensationel historie, der ofte involverede historielinjer, der mest lød til at høre hjemme i en sæbeopera. Jeg blev hurtigt lidt træt af hendes lidt nedladende attitude overfor en, der var dukket op for at undervise hende, men holdt mig trods alt tilbage fra at spørge hende, om hun så nogensinde havde hørt om Paul Auster eller Kurt Vonnegut. Alt vi ved, er jo reflekteret i den verden, vi kommer fra.

Og jeg er glad for, at jeg holdt mig tilbage. For min viden er ikke bedre end hendes og selvom hendes kommentarer irriterede mig i øjeblikket, ved jeg også, at det ultimativt ikke er det, der er vigtigt. I virkeligheden er det jo meget sundt at få mere information. Andre mennesker ved jo som bekendt altid noget, vi ikke er klar over. Og selvom det ikke er den fedeste holdning at grine af andre, der ikke sidder inde med samme viden, er det nogle gange bedre bare at trække på skuldrene og sige ”nå ja”. Vi ved jo begge, hvorfor vi sidder der og på den måde, lærer jeg også lidt. Også selvom det handler om navnene på hovedpersoner i historier så sensationelle, at de lyder som fiktion.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame