Hvor meget skal vi finde os i som tutorer?

Af Nadia Parbo

Det er aldrig sket før og det vil forhåbentligt aldrig ske igen. Men forleden følte jeg mig nødsaget til at stoppe samarbejdet med en voksen elev, da jeg følte, at undervisningen efterhånden handlede med om at have en prügelknabe, som vedkommende kunne råbe af, når det blev for meget end at bliver undervist.

Til sidst måtte jeg erkende, at jeg ikke havde lyst til at finde mig i det og måtte stoppe samarbejdet.

Men hvornår begynder vi at genkende den situation? Jeg stoler næsten blindt på mit instinkt og da jeg kunne mærke, at min krop næsten dirrede af raseri over den måde, jeg blev råbt ad, fordi jeg prøvede at forklare et koncept, vidste jeg, at jeg blev nødt til at stoppe. Nogle ville måske have bidt det i sig og fortsat. Det ville jeg måske også have gjort engang. Men da jeg efterhånden begyndte at have det dårligt dagen inden mødet og kunne mærke frustrationer over min egen vrede bagefter, kunne jeg ikke se en anden udvej end at sætte en stopper for undervisningen.

I høj grad tror jeg, det handler om at være diplomatisk. Jeg oplevede at blive råbt ad, nedgjort, svinet til og fortalt, at mine forklaringer ingenting var værd af en elev, der alligevel blev ved med at sætte nye aftaler i stand. Jeg kom aldrig ned på samme niveau og det er jeg glad for i dag. Jeg satte mig derimod ned og skrev en mail om, at samarbejde stoppede her, da jeg mente, at ingen af os fik noget ud af det. Intet mere, intet mindre. Da jeg gik den sidste gang, var det med ordene ”jeg tror ikke, vi kommer det nærmere, så lad os stoppe her.”

Jeg kunne have ladet mit temperament overtage og jeg kunne mærke, at min krop ønskede netop dét for mig. Men at være en god tutor handler også om at være professionel og derfor er jeg nu ikke kun glad for, at jeg afbrød samarbejdet, men at jeg gjorde det præcist og uden forplumrende fornærmelser. Dét ville der nemlig heller ikke være nogen, der fik noget ud af.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame