Den første elevfyring

Af Nadia Parbo

Jeg måtte for første gang nogensinde fyre en elev forleden, da hun aflyste et kvarter før vores aftale. Dette var fjerde gang, vi havde en aftale, hvor jeg var den eneste tilstede.

Gangen før dukkede hun bare ikke op. Tidligere var hun syg (hun meldte det desværre først ud ti minutter før vores time) og den første gang, ja, det kan jeg slet ikke huske.

Jeg havde været et fjols, der ikke havde fortalt hende om min gamle regel, at der er betaling uanset hvad, hvis der ikke bliver aflyst – eller der bliver aflyst for sent. Men den tredje gang sagde jeg det og forventede derfor, at det blev respekteret; at jeg og min tid blev respekteret. Men nej. Efter at jeg måtte sige til hende, at denne gang gjaldt for en gang, hvor hun desværre skulle af med penge, begyndte hun at beklage sig over pengenød og at hun snart ikke havde mange penge. Lidt ligesom mig, hvis dette blev ved, tænkte jeg.

Så jeg måtte fyre en elev og det fik mig til at have det elendigt, selvom det var mig, der havde retfærdigheden på min side. Det fik mig til at føle mig som en dum kælling, når jeg nu i sin tid havde sagt til hende, at jeg ville hjælpe hende. Jeg glemte de timer, jeg havde siddet derhjemme og lavet opgaver til hende og jeg glemte de råd, jeg selv ville give andre tutorer i en lignende situation.

Men det er vigtigt at være god ved sig selv og det er vigtigt at sætte grænser for, hvad man vil finde sig i og hvad man ikke vil. Jeg er for tiden inde i en stime af elever, der ynder at aflyse lige inden en time og nogle gange kan det være svært at se, om det er frustrationen, der taler eller om man rent faktisk har ret. Og hvis det er det sidste, tror jeg, det er vigtigt at holde fast i sig selv. Det er, hvad jeg jeg har tænkt mig at gøre i fremtiden.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame