Flere ord i henvendelser kræves

Af Nadia Parbo

Her den anden dag fik jeg en mail fra en person, der gerne ville have tutorhjælp. Det tror jeg i hvert fald, for jeg er ikke helt sikker. Informationer var nemlig, for at sige det mildt, sparsomme. Den lød: ”Hjælp til 3G. Dansk kronik”. Jeg så på den i et par sekunder og begyndte så at le en smule for mig selv. Den mindede mig en smule om de mænd, der råber efter kvinder på gaden.

Hvad tror de selv, vil komme til at ske? Tror de selv, at der en dag vil være held i sprøjten? Det er det samme med en besked som denne. Med dette minimum af indsats, hvad forventer afsenderen så? At der overhovedet kommet et svar?

Det skal så siges, at jeg havde lyst til at svare. Jeg så det næsten som en udfordring i digtform. Kunne jeg mon skrive et afslag på ligeså få bogstaver, der samtidig ville få moralen frem: at for at få svar, skal der helst skrives mere end to ultrakorte sætninger. For eksempel hvad kronikken handler om? Hvem der skriver? Måske en starthilsen, så jeg ved, den er rettet til mig? Jeg kom frem med dette svar: ”Flere ord kræves. Hjælp nægtet”.

Men jeg sendte den aldrig. Jeg sendte heller ikke noget afslag. I et tidligere indlæg nævnte jeg, at det var god stil at svare tilbage, når folk har taget tiden til at skrive. Men hvis de tydeligvis ikke har taget tid, ja, når de endda har taget så lidt tid, at det næsten virker fornærmende eller latterligt, vil jeg hellere lade være med at svare end at virke ligeså uforskammet som det gjorde, da jeg modtog sådan en mail.

Det er ikke første gang, jeg har modtaget en sparsomt formuleret mail, men det er første gang, at den er blevet kogt ned til så få ord. Så til jer, der er ved at skrive til en tutor om hjælp: Prøv at kom over en grænse på tyve ord. Eller i det mindste op til et tocifret antal. Vi sætter pris på det.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame