De nærige kvote 2-ansøgere

Af Nadia Parbo

Det er tid til at søge ind på kvote 2 og i den forbindelse får jeg for tiden sommetider anmodninger om hjælp til grammatik og formidling i den ansøgning, der skal få endnu et håbefuldt menneske ind på drømmeuddannelsen.

Jeg har dog lagt mærke til en lidt uheldig tendens i den anledning: de unge studerende vil gerne have hjælpen, men betale for den, er de ikke helt ligeså vilde med. Ofte ender en korrespondance i total stilhed, når de finder ud af, at jeg ikke har i sinde at gøre det næsten gratis.

Jeg fik for eksempel en besked forleden om jeg ikke kunne hjælpe med en ansøgning. Jo sagtens, sagde jeg og, i formodningen om, at ansøgningen blev sendt til mig og derefter skulle sendes tilbage i sin optimale form, spurgte jeg, hvad vedkommende havde tænkt sig med hensyn til pris. Svaret kom prompte: halvtreds kroner i timen.

Den lader vi lige stå.

Halvtreds. Kroner. I timen.

Jeg forventer ikke en kongeløn for det, jeg laver, men jeg forventer dog, at der skal være en smule økonomisk anerkendelse fra den person, der modtager min hjælp. Halvtreds kroner i timen er ikke bare nærigt. Det er decideret uforskammet. Det svarer til, at jeg inviterer venner over til middag og så fodrer dem med ris, mens jeg selv spiser en storslået forret, hovedret og dessert med vin og cognac til.

Andre gange svarer folk slet ikke, når jeg siger, at jeg har en timepris på 200 kroner; noget der aldrig sker, når der er tale om en mere fast privatundervisning. Men måske er det fordi kvote 2-ansøgningen er vigtig – men ikke så vigtig. Det er mere sådan en ”du-kan-købe-en-lille-latte-og-en-halv-kage-for-hvad-jeg-er-villig-til-at-betale”-vigtig. Men lad os alligevel håbe, at de kommer ind på den uddannelse, de ønsker, så de en dag har råd til at betale folk ordentligt for deres ydelser.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame