Gode råd og tips for den indelukkede tutor

Af Nadia Parbo

Da Danmarks regering lukkede landets uddannelsesinstitutioner i frygt for smitte af covid-19 blev privatundervisere landet over tilkaldt som aldrig før og det er selvfølgelig også tilfældet med Tutoren.dk.

Det betyder mere arbejde for den enkelte tutor og med bekymringer om virus, økonomi, selv-karantæne og alt det andet, der ligger i kølvandet på denne krise, kan det være en stressende tid for mange. Derfor har jeg her fem tips til, hvordan man som tutor kan få en nemmere hverdag.

1. Meditation
Meditation er ikke for alle og man skal helst have en smule øvelse, inden det begynder at virke. Men for mig er det alfa og omega, når det kommer til at starte dagen på den bedst mulige måde – især, når man er tvunget til at befinde sig i den samme lejlighed dagen lang. Uden meditation ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre, for når jeg hver morgen har overstået mine tyve minutters tid på yogamåtten, er jeg ikke kun klar til dagen, men har skabt så meget optimisme i mig selv, at jeg glæder mig til den – på trods af virus.

2. Alle noter kan nu være fremme
En af de store fordele ved at klare al undervisning over computeren er, at man kan skabe sit eget system ved siden af sig, uden at det virker rodet, afslørende eller overvældende for en elev. Hvor jeg før skjulte alle mine noter (hvad skal vi tage fat i næste gang, hvad er næste emne i dagens undervisning, hvad er niveauet, osv.) for at skrive dem ned senere, er der nu større frihed til at have dem ved siden af.

3. Lav tydelig struktur
Planlægning bliver mere nødvendig end nogensinde før og det kan være en god øvelse. Der sker noget, når undervisningen foregår over en skærm. Det er ikke længere muligt at finde på noget, hvis der stadig er tid tilbage efter lektierne og man lige hurtigt skal finde en opgave frem. Nu bliver du nødt til at vide fuldkomment, hvad I skal bruge tiden på og have det klar til hurtigt brug.

4. Google Drive er din nye bedste ven
Lær at elske Google Drive. Jeg plejede at være utryg ved ting, jeg ikke kendte hundrede procent godt. De tider er ovre nu og jeg har i særdeleshed lært, at Google Drive er et fantastisk redskab, når man underviser gennem langdistance. Her kan vi begge skrive noter og tekster kan endda overføres, så begge parter kan se det samme. Google Drive er en del af mange menneskers hverdag, men også at bruge det til undervisningsformål er simpelthen genialt.

5. Brug det medie, du har det bedst med
Og til sidst: det er okay at være lidt egoistisk, når det er dig, der skal undervise mange mennesker på denne måde. Hvis du bedst kan lide FaceTime, Skype, Viber eller noget som helst andet, så er det dét, der bruges – medmindre, selvfølgelig, at eleven hader det mere end ikke at have lavet sine opgaver til tiden. Men når det er dig, der skal lære mange nye undervisningsmåder på én gang, er det i orden at holde sig til den, der gør dig mest tryg.

Nadia Parbo er - udover at være tutor på Tutoren.dk - freelance journalist og forfatter. Hun har en uddannelse indenfor film- og medievidenskab, hvilket hun også bruger i sit job, når hun er ude og anmelde film for diverse medier. Hun bor i København.

BlogReklame